2 er blevet til 1 - nu hedder vi Become
Vi har glædet os rigtig meget til at dele denne nyhed med dig.
Fra i dag den 6. maj 2020 findes der ikke længere et Compell og et Beruf.
Men der findes noget, der er endnu bedre. Vi har nemlig slået pjalterne sammen, og nu hedder vi Become.
Become er dobbelt op på alt det gode, du kender fra Compell eller Beruf.
Vi tilbyder dig stadig alt fra planlægning til eksekvering af markedsføringsstrategi med udgangspunkt i redskaber som Google Ads, Facebook, Instagram, SEO, web-udvikling m.m.
Nu gør vi det bare med en endnu stærkere base med 4 partnere, 20 dygtige marketingspecialister og 18 års sammenlagt erfaring med online markedsføring. Du får med andre ord dobbelt op på partnere og konsulenter og dermed hænder og hjerner, som du kan trække på i udviklingen af din virksomhed.
Men det er ikke dobbelt op på markedsføringsfilosofi og tilgang til forretningsudvikling. For her står vi fast. Og netop vores tilgang til vores fag er den, der danner grundstenen for fusionen.
Tankerne bag, vejen dertil og ikke mindst fusionens betydning for dig, kan du læse mere om herunder, hvor vi har samlet alle de vigtigste informationer om fusionen i vores Fusions-FAQ

Vores Fusions FAQ
#1 Hvad betyder fusionen for mig som kunde (eller mig, der overvejer at blive det)?
Den betyder både ganske lidt og rigtig meget.
Ganske lidt, fordi den største mærkbare forskel for dig umiddelbart bliver, at vi skifter navn. Det skal vi altså også lige vænne os til selv.
Rigtig meget, fordi du får
- endnu flere eksperter at trække på, helt specifikt 4 partnere og 20 marketingspecialister med en værktøjskasse der rummer alt fra Facebook og Google Ads til udtænkning af de helt store strategier
- mulighed for endnu hurtigere eksekvering på dine opgaver
- mindre logistisk bøvl, hvis du har kontor i KBH men ofte må til Jylland for at holde møde eller omvendt.
Og vi ved godt, at selvom vi har fusion på hjernen lige nu, så vil du allerhelst fokusere på din forretning. Og det skal du også. Derfor vil vi gøre vores til, at alt for dig bliver ved det gamle (bortset fra det med navnet).
Og alt det, der er nyt, er tiltag der gør det nemmere og federe for dig at være kunde hos Become.
#2 Hvem er partnerne og medarbejderne i Become?
Vi er alle de ”gamle” hoveder fra Compell og Beruf. Den nye partnerkvartet er sammensat af:
- Bjarke Bekhøj, partner og stifter af Compell. Han stiftede Compell i marts 2011.
- Emil Zacho-Petersen, partner i Compell. Han købte sig ind i Compell 2018.
- Henrik Christiansen, stifter og partner i Beruf
- Andreas Solgaard, stifter og partner i Beruf
Henrik og Andreas stiftede i øvrigt Beruf sammen i marts 2011 – bare 5 dage efter Compell.
Medarbejderne er ligeledes de samme, som du kender fra før – plus et par håndfulde nye.
#3 Hvorfor fusionere frem for at udvide jeres respektive virksomheder?
Fordi det giver rigtig god mening. Allerede før fusionen havde vi samme vision for vores virksomheder; ønsket om at vokse uden at blive for store.
Med fusionen får vi dobbelt op på det gode med tre veletablerede kontorer, fire erfarne partnere og 20 medarbejdere, der kender vores kunder og de mål, der er sat for virksomheden.
Derudover har vi samme tilgang til det at drive en virksomhed; både når vi taler faglighed, samarbejde med kunder og det kollegiale (Læs mere her)
#4 Hvorfor lige navnet ”Become”?
Navnet ”Become” var faktisk vores første indskydelse. En oplagt fusion i fusionen. En sammensmeltning af vores to navne.
Idéen blev dog hurtigt sparket til side og vi vendte først tilbage til den efter alt for mange timers brainstorming, konsultation af numerolog, slåskamp internt i ejerkredsen og en investering på 100.000 kr. til et eksternt reklamebureau. Okay, minimum to af de udsagn passer ikke.
For når alt kommer til alt, så giver ’Become’ rigtig god mening. Det er det navn, der allerbedst fortæller, hvem vi er, og hvad Become handler om: At blive til noget.
Og at det at blive til noget ikke altid sker ved at følge en lige vej.
Læs i øvrigt mere om navnet Become og de tanker, der ligger bag her.
#5 Flytter I til nye kontorer?
Vi fusionerer, men vi flytter ikke sammen. Vi beholder vores kontorer i Aarhus, København og Hillerød.
#6 Hvem bliver min primære kontakt?
Du beholder som udgangspunkt dine nuværende konsulenter og kontaktpersoner. Det laver vi ikke om på, medmindre du selvfølgelig ønsker det anderledes.
#7 Jeg har forretning i København, men er kunde i det gamle Compell i Aarhus. Er det ikke nemmere, at jeg bliver knyttet til jeres sjællandske afdeling?
Du må godt, men du skal ikke. Så det vil vi lade være op til dig. Hvis du spørger os, vil vi selvfølgelig gerne bevare relationen til dig, og vi rejser derfor gerne til København eller Jylland for at tage et møde med dig.
#8 Hvor skal jeg komme til møde?
Der hvor du plejer. Medmindre det er nemmere for dig, at vi mødes i København. Vi sender gerne dine aarhusianske konsulenter til KBH og omvendt.
#9 Vent nu lige lidt. Hvad nu med Compell sommerfesten?
Det eneste, der får lov til at ødelægge vores sommerfest er Corona (ikke den man drikker, den har ikke gjort nogen noget). Hvis vi med ro i maven og anerkendende nik fra Mette F. kan holde sommerfest den 12. juni, så gør vi det, dog under navnet Become Aarhus Sommerfest. Det bliver stadig i Lystrup, stadig med gratis drikkevarer og hotdogs ad libitum. Måske der kommer et par københavnere og joiner os.
#10 Holder de så også sommerfest i København, og må jeg komme med?
Måske, og det må du helt sikkert, hvis de gør. Men igen. Corona bestemmer.
#11 Kan man godt fusionere et jysk og et sjællandsk bureau?
Ork ja. Markedsføring er heldigvis ret universelt. Det fede er, at vi får en endnu bredere portefølje af kunder og cases at trække på, når vi skal rådgive vores kunder, ligesom vi også får nogle helt nye parametre at sparre ud fra internt. Og så pyt med, at vi er uenige om, hvorvidt hytteost eller ristede løg er det vigtigste tilbehør på frokostbordet.
#12 Jeg er kunde hos Compell eller Beruf. Hvad nu med min aftale, kommer den til at ændre sig?
Nej, din nuværende aftale fortsætter som hidtil. Hos både Compell og Beruf har vi altid prioriteret at lave aftaler, der giver mening for hver enkelt kunde frem for at følge en skabelon. Sådan er det også i Become.
#13 Jeg overvejer at blive kunde i Become. Hvem skal jeg kontakte?
Du kan altid starte med at skrive til os på info@become.dk eller ringe på 51 91 09 99, så tager vi snakken derfra. Om du ønsker at have dine primære kontakter i Jylland eller på Sjælland er helt op til dig. Vi finder den løsning, du har det bedst med.
#14 Hvilket bureau har opkøbt det andet?
Der er ingen, der har opkøbt hinanden. Vi fusionerer og alle fire partnere har dermed delt ejerskab i Become.
#15 Hvilke virksomheder samarbejder I helst med?
Alle der kan se en fordel i at markedsføre sig online. Vi har kunder i begge ender af skalaen – fra den lille lokale vinforretning og automekanikeren til det internationale sportsbrand og den landsdækkende ejendomsmæglerkæde.
#16 Hvilke kompetencer har I i Become?
Som udgangspunkt de samme, som vi havde i Compell og Beruf, hvor vi også dækkede hele paletten inden for digital markedsføring. Udover vores nuværende værktøjskasse har vi også det ret afgørende ønske om hele tiden at udvikle os fagligt og tillære os nye kompetencer. Det indgår som en helt naturlig del af vores arbejde.
#17 Hvor længe har medarbejderne kendt til fusionen?
Det er vigtigt for os, at medarbejdere i Become har hjerne og hjerte med i alt, hvad de laver i virksomheden. Derfor har de også vidst besked om fusionen i mere end et halvt år og haft mulighed for at give deres besyv med i processen. Det betyder, at de har haft god tid til at lære hinanden at kende og opbygge et godt samarbejde på tværs af de tre kontorer. Derudover har de mødt hinanden ved flere lejligheder, inkl. en 4-dages sommerhustur med fokus på teambuilding og strategisnak for den foreliggende fusion.
#18 Hvad har I gjort jer af tanker omkring fusion midt i en Corona-tid?
Vi havde for længe siden besluttet, at vi ville offentliggøre nyheden om fusionen i maj 2020, så vi skal ærligt indrømme, at Corona føltes som et voldsomt benspænd i første omgang. Men da vi alle var landet på vores hjemmekontorer og fik taget temperaturen blandt partnere og medarbejdere, besluttede vi at klø på med fusionen som planlagt. Alle medarbejdere var med på den – trods mange har haft travlt med at få kabalen med hjemmearbejde, hjemmeskoling, pasning af småbørn og koordinering med ligeledes hjemmearbejdende koner/mænd til at gå op. Alle har klaret det til UG, og vi har haft enorm glæde af at kunne spare med hinanden på tværs af kontorerne.
Derudover mener vi, at vi med fusionen sender et stærkt signal midt i en for mange rigtig tung tid, hvor fremtiden virker meget uvis. Vi er her endnu, vi er dobbelt så mange til at trække læsset, og vi har både holdet og kompetencerne til at hjælpe vores kunder godt gennem krisen.
#19 Hvilken mail skal jeg nu bruge, når jeg vil have fat i mine kontaktpersoner?
Vi får selvfølgelig alle en @become.dk mail, som du kan kontakte os på. Men lige nu kan du fortsat skrive til de mailadresser, du kender. Alt bliver videresendt, så din mail skal nok finde frem til de rigtige personer.
#20 Jeg kunne godt tænke mig at blive kunde. Hvad koster en standard markedsføringspakke hos Become?
Først og fremmest: Fedt, og mange tak for tilliden!
Dernæst: Vi kører ikke standardløsninger.
Vi tilbyder derimod som standard en gratis analyse af din forretning for at afdække dine behov. Læs mere om at være potentiel ny kunde her.
Baseret på vores analyse tager vi et møde og finder sammen frem til den løsning, der passer bedst til dig. Vi tilbyder både månedsaftaler, klippekort, tidsbegrænsede projekter og medgået tid.
