Digital markedsføring Google Ads SEO-specialister Sociale medier Tech & tracking

Kontakt os: +45 51 91 09 99

Become Blog

Så nemt (og billigt) kan du lave dine egne videoer

Det anslås, at op mod 84% af al kommunikation vil være visuel i form af video i 2018. Og du har måske allerede bemærket, hvor meget videoer fylder i dit newsfeed på eksempelvis Facebook, fordi de prioriterer videoindhold frem for billeder og tekst. Derudover er video et effektivt værktøj, når det gælder om at nå ud til dine (potentielle) kunder og fange deres opmærksomhed. Videoer er nemlig både hurtigere og nemmere at eksponere end tekst.

Med andre ord: Video er vejen frem! Og det kan i den grad betale sig at starte allerede nu (hvis du ikke er i gang).

Heldigvis behøver det ikke at være hverken svært eller dyrt, og du kan faktisk lave gode videoer til markedsføring med et minimum af udstyr. Her får du 5 tips til at lave video på budget.
 

1. Brug din smartphone



Kameraet i din smartphone kan i de fleste tilfælde sagtens bruges til at optage videoer i udmærket kvalitet – det kræver blot, at modellen ikke har for mange år på bagen. Da de nyere smartphones kan optage video i fin kvalitet, er der derfor intet i vejen med at bruge den til at lave dine egne videoer til markedsføring. På den måde kan du i første omgang slippe for at bruge penge på en masse fancy og dyrt kameraudstyr.

Jo bedre, og mere rutineret du bliver til at lave videoer, desto mere kan du overveje, om du skal opgradere til noget mere professionelt kameraudstyr. At bruge din smartphone er dog et solidt sted at starte, for selvfølgelig er videoens kvalitet vigtigt – men det er først og fremmest indholdet, der fanger brugerne.
 

2. Lyden forbedres med en mikrofon

 

Foruden selve billedsiden er lyden det vigtigste i en video. Og lyden kan især være med til at opveje en billedkvalitet, som måske ikke er helt i top. Desværre afhænger lyden meget af, om der er baggrundslyde, hvor du vil optage (fx hvis det er udenfor), og om du er tæt nok på mikrofonen.

Det kan derfor være en fordel at investere i en mikrofon til smartphones, så lyden kan stå mål med det gode og kreative indhold i din video. En sådan mikrofon vil ikke vælte dit budget, og bedre lyd betyder også en bedre video i sidste ende – så de penge er godt givet ud.

3. Omgivelser som baggrund og naturligt lys



Når der er styr på smartphone og mikrofon, skal du til at finde ud af, hvor og hvordan din video skal optages. Og her spiller baggrunden og lyset en vigtig rolle.

Baggrunden sætter scenen for din video, så det gælder om at finde en baggrund, som afspejler og passer til din virksomhed og videoens indhold. Skal baggrunden udgøre natur, afspejle et kontormiljø, eller skal det blot være en hvid væg?

Dernæst hænger godt lys også sammen med videoens overordnede kvalitet. Derfor er det også vigtigt at optage videoen et sted, hvor lyset er godt. Naturligt lys er det bedste lys, så det handler om at placere dig hensigtsmæssigt i forhold til vores naturlige lyskilde – solen.

Vend dig, så du vender mod lyskilden, når du optager, og hvis du ikke er udenfor, skal du sørge for at optage et sted med godt lysindfald fra vinduer. Du kan også vælge et supplere med en sekundær lyskilde som eksempelvis en skrivebordslampe, men lav en test først for at sikre dig, at lyset ikke ser unaturligt ud.

 

4. Kamerastativ? Brug en selfiestang eller en hylde

 


Alt efter din videos indhold og genre kan det være relevant at sætte kameraet (din smartphone) på et stativ, så det holdes stille. Hvis du – ligesom de fleste andre videoamatører – ikke lige ligger inde med et kamerastativ, kan du i stedet bruge en hylde eller andet, som passer i højden.

Hvis det ikke gør noget, at kameraet ikke bliver holdt fuldstændig stille, kan du også vælge at bruge en selfiestang. På den måde kommer kameraet lidt på afstand (sammenlignet med hvis du selv holder det), men du har stadig kontrollen over det. Denne løsning er især god, hvis du skal optage en video af dig selv i bevægelse.

 

5. Redigering af videoen

 


Når du har optaget din video, er der to ting, du kan gøre. Enten kan du bruge den, som den er – eller du kan vælge at redigere i den.

Det er sjældent, at en video bliver helt, som du vil have den, når den optages, så i de fleste tilfælde vil det nok være nødvendigt at redigere i den, inden den publiceres.

Der findes et utal af værktøjer til redigering af din video. Apples iMovie og Windows Movie Maker er meget brugte, og de ligger begge frit tilgængeligt på henholdsvis Mac- eller Windows-computere. De er gratis, brugervenlige og har de mest basale funktioner inden for videoredigering – så det er bare med at komme i gang.
 

Indholdsfortegnelse

Del opslaget: