Du har sikkert hørt om clickbait i den ene eller anden sammenhæng (og hvis ikke kommer du til at blive klogere efter at have læst dette blogindlæg). Faktisk har du lige klikket på en overskrift, der kvalificerer sig som clickbait. Om den rent faktisk er det, kan du blive klogere på i ugens blogindlæg, hvor du også får tips til at forfatte gode overskrifter.
Få hjælp af et godt Facebook bureau her.
Hvad er clickbait?
”Bait” betyder lokkemad på engelsk. Clickbait bruges om overskrifter eller reklamer, som fungerer som lokkemad – de får dig til at klikke. Overskriften er skrevet på en sådan måde, at den virker meget fængende, ofte lidt for overdrevet i forhold til indholdet, så den får dig til at bide på krogen og klikke på linket.
Men er clickbait noget, du selv skal anvende – eller lade dig inspirere af – i din online marketing-strategi? Der er i princippet ikke noget galt i at lave en spændende og klikvenlig overskrift, men der er stor forskel på clickbait og en god overskrift.
Hvordan fungerer artikler med clickbait?
Selve formålet med clickbait-overskrifter er at gøre dig nysgerrig uden at afsløre svaret. Det vil sige, at overskriften typisk er så nysgerrighedsvækkende, at du ikke kan lade være med at klikke på den, fordi du gerne vil læse mere.
Når først du har klikket dig ind på siden, bliver du eksponeret for diverse reklamer, som siden så tjener penge på. Det har således målbar økonomisk værdi for virksomheden bag clickbait-artikler at få dig til at klikke. Du kan derfor blive narret til at se reklamer, mens det egentlige indhold er uden værdi.
Målet er efterfølgende at få dig til at dele artiklen på eksempelvis din Facebookside, eller at få dig til at tagge dine venner i kommentarsporet, fordi du fandt indholdet overraskende.
Hvornår er det clickbait, og hvornår er det ikke?
Ofte bruges begrebet ’clickbait’ i flæng om overskrifter, der ikke afslører meget om indholdet, men dog vækker læserens interesse. Problemet er, at mange fejlagtigt spiller clickbait-kortet, så snart en overskrift er lidt for interessant. Og det er synd – især hvis der i virkeligheden bare er tale om en rigtig god overskrift, der opfylder dens formål: At få dig til at læse eller se mere!
Når du skal afgøre, om en overskrift er clickbait eller ej, spørg da dig selv om følgende:
”Lever indholdet op til det, jeg blev lovet i overskriften?”
Hvis ja: Så er det ikke clickbait.
Hvis nej: Så er det clickbait.
Bør jeg selv anvende clickbait?
Lige præcis den manglende værdi er den største problematik bag clickbait – for der er jo i princippet ikke noget galt i at skrive en fængende overskrift, der ikke afslører hele artiklens eller sidens indhold.
Problemet opstår derfor, når formålet kun er at påvirke brugerne med reklamer uden at give dem noget relevant indhold. Altså, når indholdet ikke lever op til det, man forventer efter at have læst overskriften.
Fordele og ulemper ved clickbait
Selvom de færreste nok vil indrømme det, så virker clickbait faktisk. Ellers ville fænomenet ikke eksistere. Clickbait og clickbait-lignende overskrifter trækker kliks. Problemet er, at det slider på troværdigheden hos at en afsender eller en virksomhed, der gentagne gange deler clickbait-artikler, der ikke holder, hvad de lover.
Som virksomhed kan det derfor være risikabelt at anvende clickbait – især hvis din virksomhed bygger på og er afhængig af troværdighed og tillid. Så skal du i stedet holde dig til overskrifter, som rent faktisk holder, hvad de lover. Men dermed ikke sagt, at du ikke kan lade sig inspirere af clickbait-tankegangen.
Hvordan laver jeg så en god overskrift?
Grundlæggende skal din overskrift kunne to ting: For det første skal den vække dine brugeres opmærksomhed, og for det andet skal den i mindre eller højere grad kunne forklare, hvad blogindlægget eller artiklen handler om. Du skal passe på med at love noget i overskriften, som du ikke kan holde, eller som artiklen ikke giver svar på. Det skuffer din læser, hvilket kan gå ud over din troværdighed.
Vær personlig i dine overskrifter ved at anvende ord som ”du” og ”dig”, og forsøg at opfylde dine læseres behov i overskriften – det kan du eksempelvis gøre ved at indlede med ordet ”sådan”.
Altså: Lav en overskrift, som fanger din læser, indkredser artiklen eller blogindlæggets indhold, giver lyst til at læse mere og vigtigst af alt: holder, hvad den lover.