Er du en robust, proaktiv arbejdshest med ekspertise og over 25 års erfaring inden for SoMe og copywriting, og synes du, at stillingen som Digital Senior Marketing Big Data Communication Lead Specialist Junior Consultant lyder som noget, du vil bruge mere end 37,5 timer om ugen på uden at få betaling for overarbejde?
Så er det nok ikke dig, vi søger….
Men den del med, at vi mangler en ny kollega, der kan noget med sociale medier, e-mails og content til digitale platforme er god nok. Men vi er trætte af at skrive bullshit i jobopslag, trætte af at finde på bullshit titler og trætte af at læse bullshit-jobansøgninger. Og vi gætter på, at du også er træt af at skrive, at du er både proaktiv, robust, kan have mange bolde i luften og aldrig har en dårlig dag …
Så hvad søger vi?
Vi søger et helt almindeligt menneske med erfaring inden for sociale medier, digital kommunikation, e-mail markedsføring og original tekstforfatning, der kan indgå i vores team på 10 specialister i digital markedsføring.
Det forventer vi IKKE af dig (og det må du ikke forvente af os):
Vi forventer ikke, at vi skal være en lille arbejdsfamilie
Familien kan du hænge ud med i fritiden. Men vi har, hvis vi selv skal sige det, et ret godt hold, hvor vi kommer godt ud af det med hinanden og faktisk synes, det er fedt at bruge tid sammen ved sociale arrangementer som gokart-racing, biografture, ture i Randers Regnskov (inkl. påhæng) eller bare en spontan fyraftensburger.
Vi kan ikke tage dig med på en unik rejse, der må du ringe til et rejsebureau
Nogle dage på kontoret er superfede og udfordrende, andre er just another day at the office. Så hvis du forventer at blive taget på en spændende rejse, så foreslår vi, at du kontakter et rejsebureau. Vi tager dog gerne på en årlig firmatur. Om næste destination hedder Malaga eller Fjellerup ved vi ikke. Men vi lover, det bliver sjovt.
Vi forventer ikke, at du er både nyuddannet og har 10 års erfaring med digital markedsføring
Det er klart, du kan ikke bare vade ind fra gaden med 50 følgere på din Instagram og et ønske om at blive god til ’det der SoMe’. Vi forventer, at du har en relevant uddannelse og meget gerne erfaring inden for online marketing, fx fra et studiejob. Men samtidig tilbyder vi dig at blive en del af en arbejdsplads, hvor du har mulighed for at udvikle dig fagligt.
Vi forventer ikke, at du til enhver tid vil prioritere dit arbejde over din familie eller dine venner
Selvfølgelig forventer vi, at du passer dit arbejde. Men vi ved også godt, at privatlivet af og til – både på godt og ondt – kan kræve din opmærksomhed. Derfor tilbyder vi dig en fleksibel arbejdsplads, hvor du selv får ansvar for at planlægge din tid samt prioritere dine opgaver, så der er plads til at passe både arbejde og familie/venner med god samvittighed.
Vi forventer ikke, at du er en maskine
Nok arbejder vi med digital markedsføring, men vi er ikke robotter, så det forventer vi heller ikke, at du er. Det er fedt, hvis du er både robust, ansvarsbevidst, kan have mange bolde i luften på en gang, altid er proaktiv, smilende og imødekommende (indsæt selv flere af de fede buzzwords). Men det er også helt okay at have en off-day, og det er også helt okay at melde ud, når en opgave udfordrer dig lidt mere, end du har drømt om. Du betyder ikke, at du slipper for den, men vi hjælper dig i mål. Det værste der kan ske er, at du lærer noget.
Okay, men hvad forventer vi så i virkeligheden af dig?
Vi forventer, at du enten er god til sociale medier, herunder Facebook, Instagram, eller at du har lyst til at blive endnu bedre, end du allerede er. Du skal have en relevant uddannelse og gerne erfaring fra et tidligere job – ja, dit studiejob tæller også med.
Vi forventer, at du er god til at formulere dig på skrift og kan skrive originale tekster til annoncer, opslag på sociale medier og til hjemmesider.
Vi forventer, at du er ærlig, nysgerrig og opsøgende, og er moden nok til at tage ansvar for dine egne opgaver. Og at du ikke er bange for at sige til, hvis du har brug for hjælp eller sparring.
Vi forventer, at du har humor, og at du gerne vil være en del af en arbejdsplads, hvor vi ikke tager os selv så højtideligt, og hvor tonen er uformel – også til kundemøderne.
Det tilbyder vi dig
En fuldtidsstilling i en lille virksomhed, hvor du får mulighed for at arbejde med forskellige opgaver inden for digital markedsføring.
Du får primært ansvar for udarbejdelse og opsætning af annoncer på Facebook/Instagram, tekstforfatning til websites og nyhedsbreve samt rådgivning af vores kunder, som i øvrigt tæller alt fra te-butikker og tøjforretninger til legepladsproducenter og automekanikere.
Lyder det spændende?
Send os en ansøgning og et CV, gerne et der ikke er superkedeligt at læse, til bb@compell.dk. Vi læser og vurderer løbende de modtagne ansøgninger. Der er ekstra point for brug af originale adjektiver.
Har du spørgsmål så skriv til Bjarke Bekhøj på bb@compell.dk
P.S. Som en del af vores rekrutteringsproces bruger vi en del analyseværktøjer, forvent derfor at du inden en samtale ville skulle udfylde en personlighedstest (det er ikke farligt).