Som 20-årig startede Andreas Fabricius som selvstændig erhvervsdrivende og iværksatte sammen med to barndomsvenner jobportalen Ungarbejde.dk.
Om livet som iværksætter fortæller Andreas:
For mig handler det om friheden, om at yde whatever it takes og om at holde fokus – fokusering er det, der driver mig.
Første projekt: ungarbejde.dk
Portalen, Ungarbejde.dk, fungerer som bindeled mellem arbejdsgivere og unge, der søger fritidsjobs. Konceptet og tanken bag portalen opstod på baggrund af et behov, som Andreas selv havde, men ikke kunne få dækket. Tilbage i 2008 fandtes der allerede online jobportaler, men ingen af dem henvendte sig til unge. Det blev startskuddet for Ungarbejde.dk.
Konceptets validitet blev anerkendt, idet Ungarbejde.dk blev indstillet til og vandt Erhvervsbladets ”Årets Unge Håb 2009”, samt Vejles erhvervsudviklingspris ”Årets Iværksættere 2010”. De tre iværksættere startede op på et tidspunkt, hvor mange var tøvende omkring at kaste sig ud i at starte som selvstændig. Men livet som iværksætter begynder jo heller ikke med et kontorlandskab og en stor medarbejderstab, som Andreas understreger. For de tre unge iværksætteres vedkommende foregik den første tid med projektet i mere nedskalerede omgivelser. Det krævede vedholdenhed, men endelig kom vendepunktet, og det søsatte koncept udviklede sig til en virksomhed og en lønsom forretning.
Det sværeste ved at være selvstændig er ikke så meget at blive det, det kan man i teorien hurtigt blive på CVR.dk, det sværeste som iværksætter er at holde fokus og få skabt et fundament for sit koncept, som er levedygtigt, og som har langsigtet grobund. – Andreas Fabricius
Potentialet anerkendes
Ungarbejde.dk vakte opmærksomhed i erhvervslivet, og udefrakommende investorer kunne se potentialet i ungarbejde.dk. Her blev Jesper Buch (Justeat.dk), Morten Larsen (dba.dk) og Carsten Stokholm Mikkelsen (Crazy Daisy) sidenhen medejere i virksomheden.
For Andreas Fabricius’ vedkommende var det et guldæg af læring, der kom i hans retning, da disse tre investorer fandt deres vej til Ungarbejde.dk. De erfaringer og ressourcer, som de bragte med sig, har været en stor gevinst ikke kun for Ungarbejde.dk, men også for Andreas personligt som iværksætter. At have en erfaren mentor at sparre med har udviklet Andreas’ kompetencer, samtidig med at det har udvidet hans professionelle netværk.
Fra Jesper (Buch red.) har jeg fået sparring og know-how gennem hans virke som Inter Angel i over 10 år. Måden at arbejde struktureret i processer har jeg bestemt også taget til mig fra Jesper, som er god til at lære fra sig. – Andreas Fabricius
Et nyt projekt søsættes
De erfaringer ungarbejde.dk har givet, tog Andreas med sig over i sit nye projekt, nemlig BAPOON – Book your appointments online. Et koncept som Andreas har haft i tankerne de sidste 3 år.
Bapoon-konceptet gør det muligt for forbrugeren via sin smartphone at bestille en frisørtid med et par enkelte klik. App’en viser brugeren afstanden til nærmeste ledige frisører, priser og valgmulighederne (klipning, farvning osv.). På få sekunder er det muligt at finde en ledig frisørtid, uden at skulle bruge tid og energi på at google sig frem til frisører i nærområdet for derefter at ringe til eller gå fra salon til salon blot for at blive frustreret over ikke at kunne finde en ledig frisør.
Med udgangspunkt i en kendt problemstilling bliver der med Bapoons app skabt en løsning som hurtigt og effektivt gør forbrugeren i stand til at finde en løsning på dennes behov uden en masse spildtid til følge. Det er så at sige convenience på gadeplan, hvor app’en som bindeled hjælper forbrugeren.
For Andreas’ vedkommende er det tydeligt, at triggerpunktet i hans idégenerering er at opleve et problem for derefter at finde en løsning. Og Andreas’ oplevede problemer har det bare med at blive til koncepter, der netop tilbyder løsninger. Han har uden tvivl ’iværksætter DNA’, men ifølge ham selv kræver iværksætterlivet også noget helt andet og meget mere lavpraktisk, som han har tillært sig undervejs i processen:
Før man når til de store armbevægelser, så handler det dybest set om at overholde sin ugeplan og kæmpe for den idé, du tror på. – Andreas Fabricius