Om sommeren er der så øde på din webshop, at du praktisk talt kan se vindheksene feje ensomt over skærmen, mens støvlaget i de tomme indkøbskurve kun bliver tykkere for hver dag.
Eller hvad…?
Mange forretningsdrivende begår den fejl at gå ud fra, at når det er sommerferie, så holder deres kunder også ferie fra alt, der vedrører shopping og internethandel. De skruer derfor voldsomt ned for indsatsen på online marketing fronten i sommerperioden. Det er en fejl!
Afhængig af din virksomhed og de produkter/services du sælger, kan sommerperioden faktisk bringe øget salg til din webshop. Kunderne stopper ikke med at handle i sommerferien. Behovet for varer såsom tøj, solbriller, hudpleje, mobiler, cykler etc. opløses ikke, fordi vi stopper med at arbejde eller gå i skole for en stund – tværtimod giver ferien overskud og tid, hvilket kan føre til en øget købelyst.
Men hvordan ved du, om dine kunder er interesserede i dine produkter eller services i en given periode? Google har med værktøjet Google Trend gjort det super nemt for dig at undersøge hvilke søgetermer, der søges mest på i udvalgte perioder.
Okay, og hvad er så Google Trends?
Google Trends er et Google Labs værktøj, der gør det muligt for dig at se, hvad andre har søgt på i Googles søgemaskine. Værktøjet viser hvilke søgetermer, der er mest brugt over tid, samt søgningernes geografiske placeringer. Du kan ligeledes sammenligne søgetermer, for at afgøre deres popularitet.
For dig, der er forretningsdrivende, er det mest interessante netop det faktum, at du kan se søgeaktiviteten for dit produkt og hvornår denne peaker. Du kan desuden specificere din søgning til at tage udgangspunkt i dit geografiske område og udvælge særlige tidsintervaller, hvis du ønsker at se resultater for en bestemt periode.
I eksemplet herunder har vi valgt søgetermen ”solbriller”, angivet ”Danmark” som geografisk område og valgt at se søgeaktiviteterne herfor i 2013, for at kunne se hvordan denne udviklede sig over årets 12 måneder.
Du kan sammenligne din søgning med lignende termer eller mere specifikke søgeord. I grafen herunder har vi undersøgt søgetermerne ”solbriller” vs. ”ray ban”. Den blå graf viser søgningerne på ”solbriller”, den røde repræsenterer søgninger på ”Ray Ban”.
Tallene i graferne – som i ovenstående ”solbriller: 100” og ”ray ban: 62” repræsenterer søgeinteressen i forhold til det højeste punkt i diagrammet. Graferne angiver altså ikke den absolutte søgevolumen, men viser derimod, hvornår interessen for udvalgte søgetermer er størst. Tallet 100 ud for søgetermen ”solbriller” betyder at søgeinteressen for netop dette produkt var størst mellem den 2. og 8. juni 2013.
Sådan skal du bruge værktøjet
Google Trends skal, som nævnt, ikke bruges som en rettesnor for, hvor mange der søger på et bestemt søgeord/emne. Værktøjet viser derimod, hvornår interessen for et emne eller søgeord er størst og for dig, som forretningsdrivende, er dette guld værd. Du kan tilpasse din online markedsføring herefter, og ligeledes afgøre om du virkelig bør skrue ned for dine salgsfremstød i givne perioder.