I dag er det nøjagtigt 3 år siden, at Henrik og jeg officielt slog vores kompetencer sammen og oprettede CVR-nummer for Beruf. Siden da er der sket rigtigt mange fantastiske ting. Henrik er f.eks. blevet forlovet med sin kæreste og jeg har fået en søn sammen med min 🙂
Men tilbage til dagens emne: Beruf – 3 år!
Siden vi startede Beruf i Henriks lejlighed i 2011 har vi flyttet adresse tre gange! Først til Store Kongensgade, siden til Gothersgade og nu til Worsaaesvej på Frederiksberg. Det er helt uplanlagt blevet en årlig tradition for os og det skyldes kort og godt den positive udvikling i Beruf. Vi er simpelthen vokset ud af de tidligere kontorer.
I 2013 rundede vi kunde nr 100. Vi har været heldige og priviligerede nok til at få en masse gode og spændende kunder gennem de sidste 3 år. Lige fra den nystartede enkeltmandsvirksomhed til virksomheder med flere hundrede medarbejdere. En af konsekvenserne ved den store tilgang af kunder er, at vi har måtte ansætte for at kunne følge med. Det har allerede givet os lidt pladsproblemer, de dage, hvor vi alle er på kontoret:
- 2 webdesignere (Henrik og Olle)
- 2 AdWords specialister (Andreas og Jacqueline)
- 2 deltidsgrafikere (Lise og Christian)
- 2 programmører (Michael og Martin)
- 2 praktikanter (Jan og Nikolaj)
Tilsammen kan vi løse de fleste opgaver inden for online markedsføring. De fleste, der kender os, kender os primært for vores to hovedkompetencer: Webdesign og AdWords. Men vidste du, at vi også hjælper mange af vores kunder med bl.a. SEO, konverteringsoptimering og grafisk design/visuel identitet? Ellers ved du det nu 🙂
Vi er rigtigt glade for vores nye kontor på Worsaaesvej og håber på at blive her længe endnu. Vi kunne endda finde på at holde en reception, hvor vi kan vise lokalerne frem og drikke et glas sammen med en masse af jer. Og så vil tiden vise om vi må holde vores årlige flytte-tradition i live.