Facebooks besked-funktion Messenger er blevet en integreret del af kommunikationsudveksling over hele verden. Hver måned er der 900 millioner mennesker, der kommunikerer med familie, venner og virksomheder over Messenger.
I går lancerede Facebook flere nye tiltag ved F8 Konferencen. En af de store nyheder er deres nye Messenger Platform (beta), som via chatbots gør det muligt for virksomheder at kommunikere direkte med deres kunder – og omvendt.
Hvordan fungerer det?
Bots i Messenger er for både store og små virksomheder, som gerne vil nå ud til brugere via mobilen. Det er en nem måde at nå ud til mange mennesker.
Chatbots fungerer som en automatiseret software applikation, der svarer på vegne af den givne virksomhed.
Den nye chatbot-funktion muliggør, at din virksomhed kan interagere med jeres kunder ved fx at tilbyde kundeservice, rådgivning og relevant indhold. Din virksomhed kan således både sende og svare på beskeder i Messenger.
En bedre oplevelse for alle
Med denne lancering vil Facebook gøre kommunikationsoplevelsen bedre for både virksomheder og brugere. Det betyder, at din virksomhed kan være mere proaktiv og personlig, når I interagerer med jeres kunder.
Brugerne får en unik mulighed for at få relevant information direkte på mobilen fra de virksomheder, der er relevante for dem. Brugerne kan dog også til enhver tid vælge at blokere beskeder fra en given virksomhed.
Allerede nu kan du opbygge en bot, så kunderne kan finde din virksomhed via det nye søgefelt, som vil dukke op i Messenger.
Med den nye funktion giver Messenger konkurrence til både e-mailen og SMS-beskeder, når det gælder kommunikation mellem virksomhed og kunde.