Nu har jeg læst de første 10 artikler, hvor SEO-folk skrækslagent proklamerer, at de ikke længere kan benytte Google Analytics i deres arbejde med søgemaskineoptimering. Hvorfor så megen panik? Det skyldes helt enkelt, at Google ser ud til at have besluttet sig for at ændre en hel del på den adgang til information, vi er vant til at finde i Analytics. Hvordan? De markerer oftere og oftere trafik med beskrivelsen ”(not provided)” fremfor at vise hvile præcise søgeord, der står for at trække trafikken. Faktisk er brugen af ”(not provided)” eksploderet indenfor relativt kort tid, og derfor føler mange SEO-folk forståeligt nok, at Google er ved at frarøve dem en helt essentiel kilde til information, nemlig deres keyword-data.
Lad os skrue tiden en smule tilbage, da de første gisninger om den her udvikling begyndte at florere. Dengang var vi sikkert mange, der begyndte at følge ganske nøje med i udviklingen. Og jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste, som er en smule overrasket over, hvor hurtigt den tog fart. Kigger man for eksempel på notprovidedcount.com, der viser Analytics-data for 60 websites, kan man i skrivende stund se en stigning på 80% i brugen af (not provided) for organiske søgetermer. Sjovt nok har de hos notprovidedcount.com også sat en dato for, hvornår (not provided) vil ramme 100% for dem, nemlig d. 17 november 2013! Glædelig jul.
Jeg sidder bestemt ikke selv og klapper i hænderne over disse ændringer, men jeg er heller ikke klar til at male fanden på væggen endnu. Der er og vil fortsat være rigtig meget god og brugbar data at hente i Google Analytics. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan vi fortsat kan tjekke udviklingen for vore kære keywords og sikre os værdifuld data som grundlaget for vores arbejde med SEO.
Hvad gør man så?
Jeg sad for eksempel med følgende problemstilling den anden dag. Den organiske trafik på nogle af mine keywords var faldende, og der var samtidigt en kæmpe stigning i trafik, der kun var angivet med beskrivelsen (not provided). Jeg ville naturligvis gerne have en indikation af, hvor alt dette (not provided)-trafik kom fra, og jeg havde samtidigt en ide om, at der måske var en sammenhæng mellem faldet i trafik på mine keywords og stigningen i (not provied)-trafik.
Derfor udviklede jeg et rimelig simpelt Excel-ark, som kunne vise mig differencen mellem to perioders organiske trafik fra keywords. Samtidigt kunne det vise differencen mellem (not provided)-trafik i samme periode.
Som du kan se ud fra ovenstående billede, viser Excel-arket antallet af tabt trafik keyword for keyword i den periode, som du har valgt i Google Analytics.
Du vil desuden kunne se differencen i mængden af Keyword-trafik til Landingsside 1 mellem de to valgte perioder. I kolonnen ved navn ”(not provided) difference”, vil du få vist den forskel, der har været på (not provided) til Landingsside 1, i den selv samme periode.
Som billedet herover viser, har der været et fald for Keyword-trafik til Landingsside 1 på 881 besøgende i den valgte periode, hvor der derimod har været en stigning på 602 i antallet af (not provided)-trafik på Landingsside 1. Sammenfaldet er da påfaldende.
Og som du ganske sikkert sidder og tænker lige nu, så er det jo ikke sikkert, at samtlige 602 besøgende fra (not provided)-trafik stammer fra Keyword 1. Nej, det kan vi ikke vide – det kunne for eksempel også dække over en masse forskellige long tail-søgninger. Men alt i alt, så giver informationen fra Exel-arket stadig et bedre billede af udviklingen for den valgte periode, end du ellers ville have. Det giver dig nemlig et fingerpeg i forhold til, hvor din (not provided)-trafik kommer fra.
Og hvis du samtidig indsamler en god mængde data, der kan vise dig noget om udviklingen for dine keywords, inklusiv alle dine long tail keywords, så har du jo endnu lettere ved at danne dig et korrekt indtryk af status for dine SEO-indsatser.
Sådan benytter du selv dette ark
Jeg antager at du ikke er nogen novice i din Google Analytics opsætning og derfor fortæller dig, sådan overordnet hvad du skal gøre.
- Vælg datointerval og sammenlign med forrige periode.
- Opsætning af keyword-trafik data.
- Filtrer (not provided) fra.
- Sæt ”Sekundær dimension” til ”Landingsside”.
- Eksporter som ”Excel (XLSX)”.
- Copy-paste ”Datasæt1” ind i mit Excel ark under ”Datasæt1 (keywords)”.
- Filtrer (not provided) fra.
- Opsætning af (not provided)-trafik data.
- Filtrer så du kun ser (not provided)
- Sæt ”Sekundær dimension” til ”Landingsside”.
- Eksporter som ”Excel (XLSX)”.
- Copy-paste ”Datasæt1” ind i mit Excel ark under ”Datasæt1 (not provided)”.
- Filtrer så du kun ser (not provided)
NB: Husk at det skal være de samme perioder.
Jeg håber, du finder mit Excel-ark brugbart. Og jeg håber, ikke mindst, på en masse kommentar og feedback på det, så det måske endda kan blive udviklet yderligere og bliver et endnu bedre værktøj. Så skriv, hvis du sidder med en god idé derude!
Og hvilken bedre måde at slutte af på end ved at sige som gode gamle Rand.
”Here’s to the challenges ahead, and to the resiliency of SEO.”
-Rand Fishkin